Deltag i zenpraksis på Shoubuzenji
Velkommen til Shoubuzenji
Shoubuzenji er et Rinzai zentempel og zendo i Listed, Svaneke på Bornholm. Her kan du på et af de få steder i Danmark deltage i Rinzai zenbuddhistisk praksis hos en godkendt dharmalærer i zenmeditation og møde Dharmaen i alle dens mange udfoldelser.
Shoubuzenji er et zentempel og meditationshal i Listed på Bornholms nordøstkyst. Shoubuzenji er tilknyttet Korinji Rinzai Zen Community under zenmester Meido Moore Roshi.
Der afholdes zazen (meditation) og choka (morgenceremoni) i templet. Førstegangsbesøgende får instruktion efter aftale. Hvis du er interesseret i at deltage, kontakt zenpræst Mugen Adler her.
Der afholdes Intro til Zen dage og længerevarende arrangementer, såsom zazenkai, sesshin og samu-perioder. Kontakt Mugen, hvis du er interesseret i at deltage eller gerne vil hjælpe med at arrangere praksisperioder.
Som zenpræst, kan Mugen også afholde særlige ceremonier og templet kan anvendes til afholdelse af ceremonierne.
Hold øje med Shoubuzenjis Facebook side for nyheder og opdateringer vedrørende aktiviteter.
Shoubuzenji tager også gerne i mod besøgende skoleklasser og grupper. Husk at booke i god tid!
Ressourcer for praksis
Vores lærer, Meido Moore Roshi har skrevet en "instruktionsbog" for begyndere: The Rinzai Zen Way: A Guide to Practice. Med denne bog i hånden, kan du komme godt i gang med den fysiske del af vores praksis. Dog er det vigtigt, at du snarest muligt får checket din stilling og åndedræt af en kvalificeret instruktør eller lærer.
Meido Roshi har også udgivet Hidden Zen: Practices for Sudden Awakening and Embodied Realization, som beskriver vores muligheder for at fordybe vores praksis under en lærer.
Korinji TV, som indeholder instruktioner, dharmataler, teisho og andet godt, er en anden vigtig ressource for både begyndere og erfarne praktiserende. Besøg siden på Patreon, hvor der er gratis videoer såvel som videoer for Rinzai Zen Community's medlemmer.
Besøg Rinzai Zen Community's hjemmeside her for mere info.
Rinzai Zen Discussion på Facebook er nok det bedste online forum for at møde Rinzai zenlærere og praktiserende og stille spørgsmål.
Vores praksis er for alle væsener
Zenpraksis hjælper os med at opdage og opløse vanepræget adfærd, med at opleve hvert øjeblik med klarhed og ligevægt og med at finde ind til vores iboende visdom, taknemmelighed og medfølelse for alle væsener.
Gennem zenpraksis lærer vi at overgive os til hvert øjeblik, uden forventninger eller krav. Praksis begynder lige her, lige nu, lige hvor vi er. Anderledes kan det ikke være!
Zenmester Hakuin Ekaku Zenji (1685-1768) skriver:
I dette øjeblik, hvad behøver vi mere at søge?
Nirvana åbenbarer sig lige her!
Netop dette sted er Renhedens Lotusland,
Netop dette legeme er Buddhaens legeme.
Zazen, siddende meditation, samu, arbejdspraksis, recitationer - disse er alle former for praksis, du kan få instruktion i på Shoubuzenji.
Zenpraksis er dog ikke adskilt fra vores dagligdagsliv. Alt, hvad vi foretager os, bliver med tid til en sømløs del af vores praksis og vores praksis bliver vores liv.
Lad os følge hinanden på vejen!
Åbningstider
efter aftale og i henhold til programmet